Hvad er prisen på en hjemmeside i WordPress?

Hvad koster det at få lavet en hjemmeside? Hvorfor er der ikke flere webbureauer, der skilter med deres priser? Og hvorfor varierer prisen nogle gange fra 3.000 kr. til 30.000 kr. for to tilsyneladende ens hjemmesider?

Hvad en hjemmeside koster, afhænger selvfølgelig af omfang og funktionalitet, og det kan variere meget fra opgave til opgave – hvilket nok også er en del af forklaringen på, at mange bureauer afholder sig fra at skilte med deres priser.

Resumé – den ultrakorte udgave:

Hvad koster en WordPress-hjemmeside hos jer?

Typisk mellem 10.000 og 20.000 kroner ekskl. moms.

Hvad følger der med en hjemmeside til 12.000 – 15.000 kr.?

Eksempelvis 5-10 sider med 3 unikke undersidedesigns, call-to-action-elementer, kontaktformular med spambeskyttelse og Google Maps. Du får selvfølgelig altid responsivt design, opsætning af SSL og cookie-meddelelse, der overholder GDPR. Og tid til korrektur og vejledning i at bruge din nye hjemmeside.

Hvad gør I for at gøre hjemmesiden SEO-venlig?

Alt, hvad vi kan! Vi hastighedsoptimerer, opretter redirects, optimerer den interne linkstruktur, indsender XML-sitemaps og sørger for at opsætte Yoast SEO korrekt. Og så dobbelttjekker vi, at alt spiller, som det skal, når siden er online – at redirects virker, at der ikke er døde links, at der er noindex på de sider, hvor det skal være og ikke andre steder.

Hvilke løbende omkostninger er der ved hjemmesiden?

Kun dem til dit webhotel og domæne. Når du har købt en hjemmeside hos os, er den din. Vi tilbyder selvfølgelig en attraktiv supportaftale, men kun til dem, der rent faktisk ønsker det 😉

Jeg har fået et tilbud på en hjemmeside til 3.000 kr. Skal jeg ikke bare tage det?

Jo, endelig. Men tjek lige, hvad du får med, og hvad du binder dig til. De fleste hjemmesider i den prisklasse kommer med et dyrt abonnement, der binder til bureauet – nogle gange i årevis.

Prisen på en professionel hjemmeside fra os

Langt de fleste af de hjemmesider, vi leverer, ligger et sted imellem 10.000 kr. og 20.000 kr. ekskl. moms. (du kan se priseksempler på hjemmesider i tre forskellige størrelser her).

Men hvad får du egentlig for pengene? Det vil jeg her forsøge at forklare, ved at gå lidt mere i detaljer med, hvad en hjemmeside i mellemprisklassen fra os normalt indeholder.

Desuden vil jeg komme ind på hvilke løbende omkostninger til drift af hjemmesiden, du skal være opmærksom på.

Og så vil jeg forsøge at svare på, hvad der kan gøre en hjemmeside meget dyrere og hvorfor nogle løsninger er (tilsyneladende) meget billigere.

Eksempel: en WordPress-hjemmeside til ca. 12.000-15.000 kr.

Vores kunder er typisk små og mellemstore virksomheder, som har behov for en professionel hjemmeside, der understreger virksomhedens profil. De fleste har også et fokus på, at siden skal kunne trække kunder til fra søgninger på Google og andre søgemaskiner, og at hjemmesiden er opbygget, så den gør det nemt for de besøgende at blive kunder.

Og selvfølgelig, at beskyttelse mod hackerangreb, backup-system, spamfiltre og GDPR-compliance bare er på plads og fungerer.

En løsning med 5-10 sider vil derfor typisk indeholde følgende elementer og delopgaver:

1. Indledende dialog – hvad skal hjemmesiden kunne?

Det er vigtigt, at der er sat tid af til at spore sig ind på kundens ønsker, så vi fra start er med på, hvad kunden ønsker sig, at en ny hjemmeside skal kunne og hvordan, den skal se ud.

Nok så vigtigt, finder vi frem til, hvordan hjemmesiden kommer til at skabe maksimal værdi for kunden:

Hvilke søgeord, der er vigtige, og hvad kunden gerne vil have de besøgende til at foretage sig på hjemmesiden. Ud fra de oplysninger bygger vi sammen den struktur, hjemmesiden skal have.

Søgemaskineoptimering er altid væsentligt nemmere at arbejde med, når det er tænkt ind fra begyndelsen. Alene, hvordan man strukturerer hjemmesiden i forhold til de søgninger, man gerne vil findes på, er et vigtigt element.

2. Responsivt (mobilvenligt) design, der konverterer

Det er vel efterhånden en selvfølge, men vi tager den lige igen: en professionel hjemmeside skal selvfølgelig være designet responsivt, dvs. have et design, der tilpasser sig enhver tænkelig skærmstørrelse, brugerne kunne finde på at se den på.

Det skal den, fordi brugere, der ser hjemmesiden på en mobiltelefon eller tablet, gerne skulle slippe for at zoome ind og ud hele tiden. Men også fordi Google for længst har meldt ud, at den mobile oplevelse er afgørende for søgemaskinens vurdering af din hjemmeside. Det gælder også for desktop-søgninger.

Så langt, så godt: brugerne og Google vil have mobilvenlige sider. Det får de stort set også alle steder i dag. Men der er stor forskel på, om en hjemmeside fungerer eller ligefrem tager sig godt ud på en mobil platform. Derfor tester vi undervejs designet på forskellige skærmstørrelser, så vi sikrer den bedst mulige brugeroplevelse på alle skærmstørrelser.

Som regel skal der designes følgende sider:

  • Et forsidedesign, der gør det nemt at navigere til de væsentligste indholdssider
  • Et indholdsside-design til de sider, der omhandler virksomhedens ydelser eller produkter
  • En “Om os”-side, der præsenterer virksomheden og ofte også medarbejderne
  • En kontaktside med virksomhedens kontaktoplysninger og evt. kontaktformular og Google Maps-kort

Derudover skal der ofte designes elementer som medarbejder-profiler, call-to-action-elementer, testimonial-sektion og sektioner til kontaktformularer og tilmelding til nyhedsbreve.

3. Optimering af billedfiler til hjemmesiden

Vi beskærer og komprimerer billederne til hjemmesiden, så de bliver vist korrekt og fylder så lidt som muligt.

Det gør vi både af hensyn til brugeroplevelsen og af hensyn til søgemaskinerne, som i stigende grad nedrangerer sider, der indlæses langsomt.

Det er ofte tunge billedfiler, der trækker hastigheden ned, og derfor er billedoptimering en væsentlig del af en søgemaskinevenlig hjemmeside.

4. Præsentation af hjemmesidens design – udkast og korrektur

Det er vigtigt, at der er sat tid af til at præsentere designet og lytte til kundens feedback.

Nok prøver vi så vidt muligt fra start at spore os ind på, hvad kunden ønsker sig, men der vil næsten altid være nogle ting, som skal rettes til undervejs, og det skal der selvfølgelig være afsat tid til.

5. Opsætning af hjemmesidens funktioner (eller: alt det kedelige, man ikke umiddelbart kan se)

Én ting er, hvordan hjemmesiden ser ud på overfladen, noget andet er, hvordan den tager sig ud i “maskinrummet”. Det er den del af arbejdet, der ikke kan ses med det blotte øje, og nok også den del, der oftest bliver sparet væk i discountløsningerne.

Ikke desto mindre er den afgørende for, at hjemmesiden overhovedet virker, som den skal.

Der skal blandt andet være styr på:

  • SSL-certifikat – så hjemmesiden vises på en sikker forbindelse. Nogle browsere blokerer hjemmesider, der ikke kan vises gennem en sikker forbindelse, og Google nedrangerer dem, der ikke har et gyldigt SSL-certifikat
  • Cookie-modul, der lever op til GDPR (persondataforordningen)
  • Kontaktformularer skal fungere – det er nemt at lave en simpel kontaktformular, men vil du være sikker på, at den virker, skal der opsættes SMTP-modul og spamfilter. Førstnævnte sikrer, at dine potentielle kunders henvendelser fra formularen overhovedet når frem til dig. Sidstnævnte, at din indbakke ikke drukner i robotgenereret spam.
  • Backup-modul – der sørger for, at der jævnligt tages sikkerhedskopier af din hjemmeside, så den kan genskabes, hvis uheldet er ude.

Desuden bør hjemmesiden forbindes med Google Analytics og Google Search Console, der blandt andet giver adgang til uundværlige data om, hvor hjemmesidens besøgende kommer fra, og hvad de søger på. Sidstnævnte er også et godt værktøj til at holde øje med, at hjemmesiden kan findes og læses af Google.

6. Oprettelse af redirects

Igen én af de ting, man ikke kan se, men ikke desto noget af det vigtigste:

Hvis din nye hjemmesides struktur ikke er 1 til 1 identisk med den tidligere – altså, at alle url’er (de enkelte siders adresser) er de samme som før, og der ikke er slettet nogen sider – så skal der oprettes redirects.

Det gøres for at brugere og Google blive omdirigeret til de korrekte sider, selvom de kommer ind via en url, der er ikke længere eksisterer.

Hvis det ikke bliver gjort, sker der med stor sandsynlighed følgende:

  • Brugere, der har gemt en given adresse i deres bogmærker eller browserhistorik, vil blive mødt af en såkaldt 404-side, dvs. en side, der fortæller, at det indhold, de ledte efter, ikke kan findes
  • Det samme sker, hvis de kommer fra en side, der linker til en gammel (nu slettet) side.
  • Når Google kommer forbi, vil indgående links, der tidligere har givet værdi, miste deres relevans, fordi Google ligeledes bliver mødt af 404-side
  • Google vil alene på baggrund af et stort antal 404-sider (relativt til det samlede antal sider) devaluere din hjemmeside

Det kan koste dyrt – både i SEO-potentiale og nuværende placeringer – ikke at have styr på sine redirects.

7. Grundlæggende on page-SEO

Én ting er at få inddæmmet de mulige fejl, der kan koste dyrt – anderledes sjovt er det selvfølgelig at få sat skub i de ting, der kan løfte dine placeringer i Google.

WordPress er som skabt til SEO, hvis man altså sætter der rigtigt op. Med et tilpas SEO-venligt theme og et par udvidelser i form af plugins til at håndtere on page-SEO og hastighedsoptimering, skaber man et rigtig godt fundament for gode placeringer i Googles søgeresultater.

Vi bruger blandt andet Yoast SEO og Swift Performance, som begge findes i velfungerende gratis-udgaver. Det er vigtigt, at WordPress, theme og plugins er sat korrekt op til hjemmesidens indhold og struktur – ellers gør de (i bedste fald) ikke noget godt for hjemmesidens SEO.

Desuden kobler vi hjemmesiden sammen med Google Search Console, som i det hele taget er et nyttigt værktøj i det løbende SEO-arbejde, men som vi i første omgang skal bruge til at indsende et XML-sitemap til Google. Det gør det nemmere for Google at gennemskue hjemmesidens indhold og struktur.

Herudover handler det om at sikre, at dine sidetitler, metabeskrivelser, billedbeskrivelser og tekster i det hele taget matcher dine SEO-målsætninger.

8. Styr på licenser

WordPress i sig selv koster ingenting, men den software (themes og plugins), der bruges til at opbygge hjemmesiden og dens funktioner, kræver ofte en licens.

Vi har udviklerlicenser på de themes, vi bruger, så kunderne ikke får problemer med fremtidige opdateringer. Omkostningerne til disse er selvfølgelig med i prisen.

9. Afsluttende kvalitetskontrol

Det her er i virkeligheden et af de allervigtigste punkter. For det er her, det (alt for) ofte går galt for selv de mest erfarne i branchen. Primært fordi man glemmer at teste, at det, der burde fungere, rent faktisk også gør det.

Umiddelbart efter en ny hjemmesides publicering gennemgår vi en række kritiske punkter, som bare skal være i orden.

Det kan lyde underligt, at det skal foregå, når hjemmesiden allerede er online, og det skal da for en god ordens skyld også nævnes, at vi tester alt det, vi kan teste, før hjemmesiden er bliver offentliggjort.

Men: Når en hjemmeside skal lægges online, skal den flyttes fra et sted til et andet – typisk fra en udviklingsserver, hvor den diskret har været gemt af vejen, så ingen uvedkommende har kunnet følge med undervejs, til den rigtige placering på kundens webadresse.

Den proces går som regel smertefrit, men der kan være ting, der ikke helt fungerer som forventet efter publicering. Det er især de interne links, der kan drille, så derfor tester vi, at alle links virker og peger det rigtige sted hen. Vi tester også, at redirects virker korrekt, at elementer som formularer fungerer, som de skal.

Og at alle de ønskede sider rent faktisk kan indekseres af Google.

10. Gennemgang med kunden af hjemmesiden og WordPress

Uanset, om kunden selv ønsker at opdatere og vedligeholde hjemmesiden, eller vil have os eller en tredje til at gøre det, skal hjemmesiden afleveres ordentligt. Det sker ved en grundlæggende gennemgang af WordPress og vejledning i at bruge systemet og hjemmesidens funktioner.

Forskellen på en hjemmeside til 3.000 kr. og én til 30.000 kr.

Det er, hvad der ligger bag en typisk hjemmesides pris hos os. Men hvorfor er der så stor forskel på forskellige bureauers priser?

Hvordan kan nogen så alligevel levere en hjemmeside til under det halve, mens andre skal have det dobbelte? Det kan der være mange grunde til. Her er de mest sandsynlige:

1. Den billige hjemmeside

Bliver du præsenteret for et tilbud, der virker “for billigt”, er det en god idé, at du beder om at få udspecificeret, hvad der præcis er med i tilbuddet. Endnu vigtigere, bør du sikre dig, at du ved præcist, hvad du siger ja til.

Der findes mange forskellige måder at drive forretning på, og der findes webbureauer, der har bygget deres forretningsmodel op omkring “gratis” eller meget billige hjemmesider.

Til gengæld er de som regel ikke er så ivrige efter at fortælle, at du samtidig binder dig til en driftsaftale, du først kan komme ud af om 12 eller 24 måneder. Hvis du altså husker at opsige den 3 måneder før den udløber. Og skal du have elementer som for eksempel kontaktformular på hjemmesiden, løber det hurtigt op.

Dermed ender den endelige regning ofte tættere på 20.000 kr. end 3.000 kr. Disse firmaer bruger i øvrigt ofte et egenudviklet CMS-system, som gør, at den hjemmeside, de har lavet, ikke kan flyttes til en anden leverandør.

2. Den dyre(re) hjemmeside

Hvis en hjemmeside koster nærmere 30.000 kr. end 15.000 kr., kan det hænge sammen med, at der skal laves flere unikke sidedesigns, en blogsektion eller unikt design af flere grafiske elementer. Den slags tager selvfølgelig også tid, og et tilbud i den prisklasse er nogle gange blot et udtryk for, at der skal bruges mere tid på at skabe den ønskede løsning.

Der kan selvfølgelig være andre gode grunde, for eksempel:

  • At webbureauers timepriser er forskellige (de ligger for det meste mellem 800 kr. og 1.200 kr. + moms i timen)
  • At der er forskel på, hvor lang tid, man afsætter til de enkelte delopgaver
  • At der er forskel på, hvor meget luft, man lægger ind i et fast tilbud til at dække evt. ekstra tidsforbrug, man ikke kan forudse
  • Nogle bureauer har en nedre grænse – de vil for eksempel ikke løse opgaver til under 20.000 kr.
  • Licensomkostninger til CMS-system – WordPress er open source, og koster i sig selv ikke noget; det gør mange andre systemer til gengæld

Også her er det en god idé at bede om et specificeret tilbud, så du kan vurdere, hvad det egentlig er, du betaler for.

Løbende omkostninger – hvad koster en WordPress-hjemmeside om måneden/året?

Udover, hvad det koster at få lavet en hjemmeside, er der uundgåeligt nogle løbende omkostninger ved at drive og vedligeholde hjemmesiden. Det behøver ikke være dyrt, og er du indstillet på selv at holde hjemmesiden opdateret, kan du slippe med udgiften til et webhotel og et domænenavn.

1. Webhotel og domænenavn

Din hjemmeside skal bo (eller hostes, som det hedder) et sted, og sådan ét hedder et webhotel. Det er et hjørne af en server, hvor de filer, hjemmesiden består af, befinder sig. Det fås i fornuftig kvalitet til omkring 100 kr. om måneden + 60 kr. om året for et domænenavn.

Det er vigtigt, at du sikrer dig, at webhotellet er velegnet til WordPress, og at det tilbyder gratis SSL-certifikat via Let’s Encrypt, medmindre du vil betale for certifikatet.

2. Evt. drift og support

Hvis du gerne vil slippe for at vedligeholde hjemmesiden selv, tilbyder de fleste webbureauer en eller anden form for support-aftale.

Der findes mange forskellige måder at skrue sådan én sammen på, men vær opmærksom på, hvad der følger med (og især, hvad der ikke følger med) i aftalen.

Nogle aftaler dækker kun driften og indeholder ikke support. Andre tilbyder support, hvor du kan ringe eller skrive og få hjælp til at løse eventuelle problemer, mens andre igen (som for eksempel vores webmaster-service) yder WordPress support i et aftalt omfang til en fast månedlig pris. Her vil du også kunne bruge supporttiden til at få bureauet til lægge indhold på hjemmesiden, så du ikke selv skal bruge tid på det.

Der er også stor forskel på bindingsperioder på disse aftaler, så vær også opmærksom på, hvor længe du binder dig. Endelig kan en drifts- og supportaftale også være bundet op på en hostingaftale, så du i nogle tilfælde kan blive nødt til at flytte hjemmesiden til et andet webhotel, hvis aftalen opsiges.

3. Evt. licensomkostninger

Selvom WordPress i sig selv er gratis, så kan der være licensomkostninger til et theme og plugins. Som regel forudbetaler man for et år. Hvis licensen fornys, holder themes og plugins ikke nødvendigvis op med at virke, men de kan ikke længere opdateres, og det kan resultere i problemer med sikkerheden og i længden også føre til, at de ikke fungerer sammen med nyere udgaver af WordPress.

Derfor er det en god idé at være sikker på, om du selv skal betale løbende licensomkostninger, eller om dit webbureau har klaret det for dig. Vi har udviklerlicenser til de professionelle WordPress-themes, vi bruger, og vi installerer så vidt muligt kun plugins, der fungerer godt i en gratis-udgave, så vores kunder ikke selv skal afholde nogen løbende omkostninger, medmindre det er aftalt.

Hvad er prisen på din nye hjemmeside?

Nu har forhåbentlig fået et godt indtryk af, hvad du får for pengene, når du køber din hjemmeside hos os.

Synes du, det lyder som en fornuftig deal, og vil du gerne vide, hvad det vil koste at få os til at lave din nye hjemmeside, så laver vi gerne et fast tilbud på opgaven – selvfølgelig gratis og uforpligtende for dig.

Udfyld formularen lige her, så vender vi tilbage, så hurtigt vi kan. Eller ring på 33 60 60 01, så tager vi en snak om det.

Læs mere om WordPress-hjemmesider her